Kommunens klimapartnere er indbudt til møde – og de kommer til at arbejde med en udfordring. Efter nogle oplæg skal deltagerne drøfte, hvordan man kan arbejde med bedre anvendelse af tekstiler, genbrug af tøj mv. Tøj er den helt store klimasynder – og det kan man gøre noget ved både i virksomheder og i det private.
Der er 72 klimapartnere i kommunen – virksomheder og foreninger – og der kommer stadig nye til. De er med til at skabe forandringer, fortæller projekt og procesleder Maj-Britt Jensen fra Hjørring Kommune.
– De hjælper hinanden på tværs, fortæller hun og fortsætter: Det gør en forskel, det vi gør og selv om det måske ikke er den store revolutionerende omstilling, så har de små ting, vi gør, faktisk en betydning på det store globale klima. Hun bemærker også, at den klimaindsats, vi gør på arbejdspladser også ofte smitter af på den måde, vi agerer i det private – og omvendt.
Er du interesseret i at vide mere om Hjørring Kommunes klimahandleplan, er der masser at se på hjemmesiden denstoreklimarejse.hjoerring.dk.